Badehusene ved Ajstrup Strand
Beder- Malling Vinterbadeklub og projektgruppen bag ”Badehusene ved Ajstrup Strand” er nu et skridt videre i arbejdet hen i mod nye permanente offentlige faciliteter med toilet, omklædning samt sauna og badebro ved Ajstrup Strand.
Formålet med “Badehusene ved Ajstrup Strand” er, at de bliver et blåt mødested for alle, der holder af at bade og at færdes på stranden og langs kysten året rundt.
Beder- Malling Vinterbadeklub har hen over vinteren indledt et samarbejde med tegnestuen ONV Arkitekter. ONV har med udgangspunkt i projektgruppens skitser og de rammer, der er udstukket af myndighederne, udarbejdet et forslag til et enkelt og flot byggeri, som projektgruppen glæder sig til at gå videre med.
De nye permanente faciliteter erstatter den nuværende nordlige toiletbygning med samme placering og med samme indgreb i naturen. Bygningerne strækker sig fra skrænten og frem til den eksisterende grusvej, hvor højden på byggeriet holder sig under skrænten. De to bygninger opføres i træ udvendig og indvendig.
Den nordlige bygning på 33 m2 indeholder to toiletter, det ene et handikaptoilet, to omklædningsrum. Den sydlige bygning på 35 m2 indeholder forrum, bruser og sauna. Der er adgang til begge bygninger for kørestolsbruges via en lift.
Alle vinduer og døre kan lukkes til med skodder, hvorved saunabygningen kan ”lukkes ned” i sommermånederne, når saunaen ikke benyttes. De to bygninger er modulbyggeri og nedsættes færdigbygget på et fundament, hvilket i anlægsfasen er skånsom for den omliggende natur.
Projektgruppen går nu videre med de forskellige trin i myndighedsgodkendelse af projektet, som forventes at strække sig over 6 – 12 måneder. Mens vi venter på de nye flotte bygninger forventer vi at kunne opstille vores stationære tøndesauna til 8- 10 personer fra 1.10.2026- 30.03.2027 overfor den nordlige toiletbygning.
Hold øje med vores hjemmeside og vores Facebookside for løbende opdateringer på projektet Badehusene ved Ajstrup Strand.
Herunder kan i se illustrationer og plantegninger fra ONV Arkitekter.



