Kære alle,
Her kommer den seneste update om sauna-situationen. Den er desværre ikke positiv – og den harmonerer ikke med den artikel, der udkommer i Fællesbladet her i begyndelsen af august.
Sauna-situationen
Som I ved, har vi fået et forslag fra Grønne Områder hos Aarhus Kommune om, at vi kan sætte en mobil sauna op ved p-pladsen ved den nordlige badebro ved Ajstrup Strand. Kommunen vil lave en grusplads til saunaen umiddelbart syd for de store kampesten, der udgør sydligste ende af p-pladsen. Det er ud for Granvej, tæt ind mod skrænten. Samtidig vil kommunen lade bro nr. 1 stå ude næste vinter.
Jeg har adskillige gange i løbet af foråret spurgt vores kontakt hos kommunen, om Naturstyrelsen bakker op om dette forslag. Det er nemlig dem, der ejer området. Det har jeg fået bekræftet.
Men det har vist sig, at Naturstyrelsen ikke var blevet spurgt af kommunen. Og hos Naturstyrelsen er man ikke begejstret for ideen om en sauna, der står fast på området i vinterperioden.
Naturstyrelsen vil give os lov til at køre en sauna ind på pladsen om morgenen og væk igen om aftenen. Den må ikke overnatte på pladsen. Desuden skal klubben være åben for tilmelding – og den skal arbejde på at sælge dagsbilletter til folk, der ikke er medlem.
Det er en løsning, der ikke giver mening for os. Det bliver simpelthen for arbejdstungt at skulle trille en sauna ind på p-pladsen om morgenen og væk fra p-pladsen ved lukketid hver eneste gang, den skal bruges.
Naturstyrelsen begrunder svaret med, at de ønsker at bevare arealerne intakte som åbne, uspolerede strandarealer med offentlig adgang. Med det menes i høj grad fri for bebyggelse og tilplantning.
Jeg vil ikke lægge skjul på, at vi i bestyrelsen føler os bombet tilbage til start. Vi har arbejdet på at få en sauna siden klubbens start i foråret 2018, og jeg har ikke tal på de gange, jeg har talt i telefon med vores kontakt hos Aarhus Kommune og skrevet til kommunen og Naturstyrelsen.
Vi har oplevet, at vi blev sendt frem og tilbage mellem de to parter hele tiden – og derfor aftalte vi i sensommeren 2020 med kommunen, at de ville stå for den videre kontakt med Naturstyrelsen. Så skulle vi kun henvende os ét sted.
Det lader altså til nu, at dét ikke har fungeret.
Hvad der helt præcist er sket, ved jeg ikke. Men det her er selvfølgelig en utilfredsstillende situation for os. Som folkeoplysende forening, der er godkendt af kommunen og har et folkeoplysende formål, har vi krav på egnede lokaler til vores aktiviteter. Det står i Folkeoplysningsloven. Vi vil gå temmelig langt for at få en form for faciliteter, vi kan bruge.
Hvordan kommer vi så videre?
Vi har nu bedt Krydsfelt Norsminde, som vi er medlem af, og som jo repræsenterer de lokale kræfter i området og bakker op om vores ønske om en sauna, om at facilitere et møde mellem de forskellige parter: Kommunen, Naturstyrelsen og vinterbadeklubben. Desuden har vi bedt DGI Østjylland, som vi også er medlem af, om at komme og bistå os ved mødet. Det vil de gerne. Datoen for mødet er ikke fastsat endnu.
Vi håber, at vi på sådan et møde kan forklare nærmere, hvorfor det er så vigtigt for os at have en form for klubfacilitet – nærmere bestemt en sauna. Vi er villige til at gøre meget for at tilpasse os: Vi har fx fundet en sauna, der passer godt ind i området, og vi vil meget gerne ’putte’ den helt ind til skrænten, så beboerne i området ikke kan se den fra deres sommerhuse. Vi er også indstillede på, at den muligvis ikke må stå på pladsen om sommeren. Samtidig er vi stadig åbne for andre placeringer.
Vi må se, hvor det ender – men da Naturstyrelsen er ejer af området, er det dem, der har det sidste ord.
Den kommende sæson
I forhold til den kommende sæson har vi talt om at leje en sauna med jævne mellemrum, så vi trods alt får lidt saunaliv i klubben. Det skal der også søges tilladelser til – og vi kan ikke sige endnu, om placeringen bliver nede ved Strandbovej i den sydlige del af Ajstrup Strand, hvor vi plejer at være, eller om det bliver i den nordlige ende af stranden. Det må vi nu til at lægge nogle kræfter i.
Saunatider
Foreløbig er der reserveret sauna til disse weekender i 2021:
• den 3.-5 september
• den 17.-19 september
• den 1.- 3. oktober
• den 5.-7. november.
Med den drejning, sagen har taget hen over sommeren, er det surt, at vi udkommer med en artikel i Fællesbladet i starten af august om, at ’nu regner vi med at få en sauna’. Da jeg fik svaret fra Naturstyrelsen, forsøgte jeg at få artiklen slettet fra Fællesbladet, men bladet var gået i trykken. Nu håber jeg, at denne update bliver læst af potentielle nye medlemmer – og jeg kan kun sige:
Man skal melde sig ind i vores hyggelige vinterbadeklub på grund af det gode fællesskab, vi har om badningen hver søndag. På den måde støtter man planerne om at få en sauna på et tidspunkt. Men i bestyrelsen kan vi desværre stadig intet love om, hvornår det sker, og under hvilke forhold.
Fortsat god sommer.
Jonna og bestyrelsen