Beder-Malling Vinterbadeklub fylder 5 år

Beder-Malling Vinterbadeklub fylder 5 år

Kom og besøg vinterbadeklubben lørdag den 22. april mellem 8 og 12. Tag håndklædet med og prøv en tur i sauna. Eller hør om planerne for Havhuset, et nyt foreningshus ved Ajstrup Strand.

 

Beder-Malling Vinterbadeklub har fem års fødselsdag den 19. april. Det fejres med aktiviteter på stranden lørdag 22. april kl. 8-12, hvor alle, der har lyst, kan prøve at vinterbade og bruge sauna.

Men hvordan gik det egentlig til, at vi fik en vinterbadeklub ved Ajstrup Strand?

Lidt historie:

I starten af 2018 lagde Jonna Toft fra Beder et opslag ud i Beder-Malling Bazaren om at skabe en vinterbadeklub – inspireret af Nordea-Fondens ”kysten er klar-pulje”, der bl.a. gav støtte til aktiviteter ved kysterne i 2018.

Jonna Toft fik samlet en initiativgruppe, der ud over hende selv bestod af Jens Bay Johansen fra Malling, Vivi Dybdal fra Beder og Thomas Alexandersen fra Beder. De holdt nogle møder, og der blev skrevet vedtægter, diskuteret beliggenhed og meget andet.

På sigt ønskede initiativtagerne, at der kunne bygges permanente faciliteter til en badeklub med helårsbadebro, omklædning, sauna og en kaffestue. Det kunne være ved Ajstrup Strand, Mariendal eller ved Fløjstrup Strand.

Den 19. april 2023 blev der holdt stiftende generalforsamling, og 15 interesserede mødte op. På mødet var der også opbakning fra Krydsfelt Norsminde og Norsminde-Ajstrup Strand Grundejerforening.

Der blev herefter valgt en bestyrelse bestående af: Vivi Dybdal (Formand), Thomas Alexandersen (kasserer), Jonna Toft, Jens Bay Johansen og Benny Bjerregaard.

Bestyrelsen satte gang i fælles badning ved Ajstrup Strand syd – hvor vi er i dag. Grundejerforeningen havde nemlig planer om at etablere en vinterbadebro dér.

Året efter blev Jonna Toft formand for et par år, og derefter overtog Benny Bjerregaard formandskasketten.

Fælles badning søndage 8.30

Siden har Beder-Malling Vinterbadeklub haft fælles badeaktiviteter fra stranden og senere også fra badebroen hver søndag kl. 8.30. Et par af de mest trofaste medlemmer kommer med boller, ost og andet godt til ganen efter dyppet.

I vinterhalvåret er der fælles morgenmad efter havdyppet på den første søndag i hver måned i Norsminde Fiskehus. Der bliver også fejret Sankt Hans og nytår med bobler og fællesbadning, ligesom sæsonstart og sæsonafslutning markeres med hygge på stranden, altid med trofast opbakning fra medlemmerne.

En eller to weekender om måneden lejer klubben en mobilsauna, som har åben for medlemmer lørdag og søndag mellem kl. 8 og kl. 12, og det gør en stor del af klubbens medlemmer brug af. Vi arrangerer også mobilsauna for alle mod betaling.

Klubbens medlemstal er vokset fra ca. 40 betalende medlemmer i første sæson til i dag 115. Vel at mærke uden at vi har fået de faste faciliteter ved stranden.

Det har krævet et ihærdigt stykke arbejde for bestyrelsen at få lov til at sætte den mobile sauna ved p-pladsen – det tog faktisk flere år. Vores store ønske er nu at få lov at sætte den på pladsen i hele vinterhalvåret fra september til april. Det har Naturstyrelsen indtil videre ikke villet give lov til.

Havhuset

Ideen om Havhuset som et bredt funderet foreningshus opstod hos Jonna og blev senere finpudset i bestyrelsen.

I samarbejde med Aarhus Kommune, Naturstyrelsen og kystdirektoratet er der besluttet, at det vil være en god ide at omdanne den sydligste af de to gamle, hvide toiletbygninger ved Ajstrup Strand til en form for badefaciliteter. Bygningen står i forvejen over for en renovering.

Der er derfor nedsat en projektgruppe bestående af Jonna Toft, Thomas Alexandersen, Benny Bjerregaard og arkitekt Christina Bennedbæk.

Beder-Malling Vinterbadeklub ønsker med Havhuset at lave et hus for alle, der laver aktiviteter ved kysten – vinterbadere, outdoorfolk, havsvømmere og andre. Målet er at styrke fællesskabet i området og blandt andet indlemme ensomme og ældre i et fællesskab, hvor man kan mødes dagligt til et morgendyp og en kop kaffe.

Foreningsaktiviteter vil være det bærende element i Havhuset, men huset vil i høj grad være åbent for lokalbefolkningen/ sommerhusejerne og turister.

Det er svært at bygge sådan et hus – og styregruppen arbejder hårdt med det. Vi har fået lavet skitser, og vi har foreløbig opbakning fra Kystdirektoratet, hvilket er meget vigtigt. Vi er også ved at indgå i et samarbejde med Lokale- og Anlægsfonden, der synes, vi har et spændende projekt. Udfordringen er nu at skabe en finansiering til den næste fase, hvor huset skal udvikles yderligere, og de endelige ansøgninger skal sendes afsted. 

Mens byggeprojektet udvikles, holdes foreningen i gang med blandt andet den mobile sauna. Her er det sociale i højsædet – og det sociale er det vigtigste i en vinterbadeklub. 

Klubbens fødselsdag afholdes lørdag den 22. april kl. 8-12 for alle, og søndag den 23. april kl. 8.30 for klubbens medlemmer.

Lørdag 22. april kl. 8-12 vil det være muligt at snakke med bestyrelsen og se skitser/tegninger om planerne for det kommende Havhus.

 

 

P.B.V

Beder-Malling Vinterbadeklub

Formand Benny Bjerregaard